Hvem er vi?
Rikke
Jeg hedder Rikke, er 42 år og på 17. år gift med Kenneth, vi har boet på Kulsviervej siden foråret 2005.
Vi har sammen to piger på henholdsvis 17 og 13 år, Sandra og Sofie.
Jeg er som person glad og smilende, jeg er kreativ og elsker at lave mad og bage.
Jeg er uddannet pædagog fra Hillerød Pædagog Seminarium i 2006, hvorefter jeg arbejdede 6 år i vuggestue.
Jeg valgte at blive privat børnepasser efter mange overvejelser, da det var en helt ny verden for mig, men det er det bedste spring jeg nogensinde har taget.
Vi har 2 katte og 1 hund. Vores hund er i åbningstiden forvist til kælderen eller løbegård. Vores katte færdes frit i pasningsordningen.
Jeg har været privat børnepasser siden april 2013.
Katja
Jeg hedder Katja er 39 år, gift med Mads og sammen har vi Thilde på 12 år. Vi bor i vores dejlige hus i skævinge.
Hvis jeg skal beskrive mig selv som person, er jeg mild, struktureret, smilende, omsorgsfuld og så er der ikke noget i vejen for et godt grin.
Jeg er fuld af gode ideer, kreativ og elsker en god hyggestund på gulvet med børnene. Derudover deler jeg interessen for madlavning og bagning med Rikke.
Jeg er uddannet lægesekretær i 2015 og har som lægesekretær primært arbejdet i Akutmodtagelsen/skadestuen og i Gynækologisk Ambulatorie.
Før det har jeg arbejdet 6 år i vuggestue, så arbejdet med de skønne små størrelser er ikke helt uvant for mig. Der er ingen tvivl om, at det er her jeg har mit hjerte.
Hverdagen med Villa Evigglad-børnene giver os begge to så meget glæde og lyst til at gå på arbejde hver dag, det er vigtigt for os, at Evigglad-børnene har en struktureret hverdag fuld af rutiner og gentagelser samt selvhjulpenhed. Det er vigtigt for os, at her er en god stemning og en anerkendende tilgang til børn, hinanden og forældre. Vi griner meget sammen med børnene.
Ligeledes er det fantastisk, at vi har tid til hvert enkelt barn og dets forældre, hvert barn bliver set, hørt og forstået - alle skal føle sig velkommen og trygge i Villa Evigglad, både små og store.
Sandra, Sofie og Thilde er alle 3 en stor del af Villa Evigglad, de elsker at være sammen med Evigglad-børnene og omvendt.